
Lørdag den 25. april 2009 i forrygende forårssolskin kom sejlklubbens 6 nye Terajoller til Fjellebroen, hentet af formand Søren.

Bestyrelsen og ungdomsafdelingen var mødt talstærkt frem for at tage imod dem, vi gik straks entusiastisk igang med at pakke ud og rigge til.

Der blev også tid til en kop kaffe, sodavand og kage (og øl) for at fejre dagen.

Æren med den første jomfrutur tilfaldt Anders, som holdt sig inden for synsvidde i havnebassinet i den ganske friske vind...

Senere løjede det lidt af, og så blev alle jollerne rigget til. Alle der sejlede i dem, fra Daniel og Nikolaj som ellers begår sig til internationale stævner i hobie 16, til Frida som fik sin første sejltur i optimist i tirsdags, var begejstrede for jollerne. Vi voksne i ungdomsafdelingen glæder os over at de er enkle og lette at håndtere, og over at have 6 joller der kan præcis det samme!

Søndag morgen var der auktion, hvor nogle af de ældre joller blev solgt for at få et tilskud til nyindkøbet, og for at få plads til det nye grej.

Senere mødte flere af sejlerne op for at tage de nye joller i brug.

Der skal lyde et stort TAK til klubbens medlemmer og bestyrelse for jeres tilslutning til dette projekt! Tak også til TORM og Dansk Sejlunion som har gjort det muligt. Vi glæder os til at sejle i jollerne fremover, de skal nok blive brugt, og vi lover at passe godt på dem.
Fotos af Mette Skovgård Madsen, Søren Gundtoft og Anders Lund

